
Harmonisk hest v/
Hanne Bladt Clausen
Hvem er jeg
Jeg arbejder som gymnasielærer på Munkensdam Gymnasium i Kolding og er vant til at omgås mange mennesker (i alle aldre). Det er min plan at kombinere min interesse for heste med mit job som lærer, så jeg arbejder deltids med begge dele.

Hesteterapeut.
Jeg blev uddannet fysiurgisk hesteterapeut ved Center for Dyreterapi i Hirtshals i februar 2025. (Du kan læse om, hvad uddannelsen indeholder her: https://dyreuddannelser.dk/fysiurgisk-hesteterapeut). Det er eneste uddannelse af sin art i Danmark, der er internationalt certificeret og godkendt af IICT & IEBWA.
Jeg rider islænderhest på seriøst hobbyniveau – inklusiv stævner. Jeg får rideundervisning og deltager i diverse kurser og aktiviteter, der har fokus på hestens trivsel og udvikling. Hestevelfærd er alfa og omega for mig.
Hvorfor terapi til vores heste?
Ligesom mennesker benytter sig af og kan have behov for fysioterapi, massage og andre slags behandlinger, kan heste også have det. Den store forskel (udover at hestene bærer rundt på os) er, at hesten ikke selv kan bede om at blive afspændt, når den trænger til det. Men den har sin egen måde at udtrykke behovet på, hvis vi er opmærksomme på det: Den kan stive sig, spænde op, ændre adfærd, miste energi og ridelyst eller vise frustration og modvillighed i ridningen eller på staldgangen. Nogen vil betegne det som ulydighed, men oftest er det et udtryk for mistrivsel.
En hest i trivsel er afspændt, balanceret og i harmoni – både i sind og krop. Den kan præstere og arbejde bedre (og den kan holde længere), fordi den har fri bevægelighed og er veltilpas. Fordi vi mennesker kræver noget af vores heste i vores omgang med dem – og til dels udøver et vist pres på dem – har de fleste heste brug for hjælp til at være i harmoni og balance i sind og krop.

Hvad tilbyder jeg?
Som fysiurgisk hesteterapeut har jeg flere redskaber til at afspænde din hest, så den genvinder/opnår bedre harmoni. Et besøg eller forløb vil typisk indeholde følgende elementer:
- Afdækning af hestens udfordringer:
- Snak med ejer/rytter om hesten; ganganalyse; muskelanalyse; fuld undersøgelse (palpation) af muskler, led og bindevæv
- Afspænding/afbalancering:
- Traditionel massage
- Mobilisering og stræk af led
- Kraniosakralterapi
- Bindevævsløsning
- Supplerende redskaber:
- Laser
- Akupressur af meridianbaner
- Stemmegaffel
- Øvelser til hjemmearbejde (bomtræning etc.)
Ideelt set besøger jeg din hest 2 gange inden for kort tid for at give den optimale hjælp. Hvert besøg tager ca. 1 time. Det kan være, du får nogle ’lektier’ for, så du selv kan arbejde lidt med nogle mindre øvelser, der vil gavne hesten.
Vedligeholdende afspændinger er det ideelle udgangspunkt for en hest i trivsel. Det vil sige, at hesten kan bibeholde sin afspændte og velafbalancerede tilstand, hvis den jævnligt tilses. Det kan være hver anden måned, eller hvad der nu virker passende for netop din hest. Det er selvfølgelig helt op til dig, hvordan du gerne benytte dig af min ekspertise.
Fordrag og kurser
Udover at være terapeut afholder jeg også foredrag og kurser, og her er et bud på, hvad jeg kan tilbyde på dén front:
- Områder af hestens anatomi, der har central betydning for præstation, udvikling og holdbarhed, fx brystslyngens muskler og ledene omkring den eller ’den gode overlinje.’
- Bindevæv/fascias betydning. Bindevæv er ’det nye sort’ både hos mennesker og heste. Hør om, hvorfor det er vigtigt, og hvad du (nemt) selv kan gøre for at holde det elastisk.
- Hvordan kan du som rytter selv holde din hest afspændt og i god trivsel?
Måske er I et par stykker eller ti, der har noget særligt, I gerne vil dykke ned i? Kontakt mig endelig og hør, om det er noget, jeg ved noget særligt om – så laver vi et arrangement 😊
Hvad koster det?
Jeg følger de gængse prissætninger i branchen, men vil også gerne tilbyde en særlig intropris for dig, der er ny kunde. Der er også lidt at spare ved at bestille mig til mere end ét besøg. Hvis du er interesseret i et særligt forløb med flere besøg, laver jeg også en særlig pris til dig. Sidst, men ikke mindst, er der mulighed for at gå sammen med én eller flere i stalden og få en samlet pris på en fællesbestilling.
- 1 besøg: 400 kr.
- 2 planlagte besøg: 700 kr.
- 3 planlagte besøg: 950 kr.
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte mig om behandling eller lign.